Willams hjørne

Når man er så gammel som jeg efterhånden er, og lever et stille og fredeligt liv, så kan det være svært at finde på ting at skrive om her til spalten. Så må man jo lade blikket glide bagud og tænke på begivenheder, der har fundet sted for mange år siden...

 

Og da familien forleden fik besøg af en allergiker (der trods alt tålte sammenlagt to timer i selskab med to gamle bordere, der tilmed bliver klippet), så gled tankerne tilbage til min allerførste nytårsaften, nemlig årsskiftet 1984-85. Traditionen tro skulle min mor og far tilbringe nytårsaften sammen med vennerne Trine og Thue og deres datter Anja. Men nu var der sket det kedelige, at Anja var blevet konstateret allergisk - også overfor hunde - så gode råd var dyre. Min mor havde meget lidt lyst til at lade mig passe på vores første nytårsaften sammen, og det sammen gjorde sig naturligvis gældende for Thue og Trine, selvom Anja altså er lidt ældre end jeg.

 

Tilsidst fandt min mor på råd. Jeg blev grundigt nedtrimmet og vasket, og iført en tætsiddende nylonstrømpe, så dryssen af hår og skæl kunne begrænses til et minimum. Havde den nu bare været sort, så kunne jeg vel nok have optrådt med værdighed trods bodystocking, men nej - det eneste sæt kassable strømpebukser min mor på daværende tidspunkt havde til rådighed var - lyslilla !! Så det var afgjort med lav haleføring og hængende ører at jeg kom med i byen...

 

I sidste ende var det såmænd ikke så slemt endda. Anja klarede min tilstedeværelse uden problemer og den traditionelle nytårsfondue faldt lige i min smag, for der drysser jo altid lidt af når man er i byen og hygger sig hos folk, der ikke selv har hund. Og dengang i min tidlige ungdom havde jeg ikke samme afsky som nu overfor fyrværkeri og anden larm.

 

I år går det såmænd nok også godt nok. Det er efterhånden begrænset, hvormeget jeg kan høre, så der bliver nok ikke det store behov for beroligende piller. Næ, det har nu også sine fordele at blive gammel og døv...


William

 

Tilbage