Williams hjørne

Det er blevet vinter! Heldigvis har jeg da min gode pels til at holde mig varm, selvom jeg har en lumsk mistanke om at min mor bliver sat til at pelse mig inden længe. Trofaste læsere af denne spalte vil vide, at det bestemt ikke er min livret at blive trimmet. Slankekure og trimning, det har en vis mand skabt!

Nå, men det er jo også blevet fyringssæson, og det plejer at betyde hyggelige, dovne eftermiddage i pejsestuen i selskab med mine bedsteforældre og Beaufort - der er nu ikke noget som at rulle sig sammen i stolen ved varmen og lyden af en sagte knitrende ild. Men måske er det for meget forlangt, at man skal nyde fred og idyl her i sit livs efterår. I hvert fald har min morfar tilsyneladende anskaffet sig (os) et parti brænde med indbyggede haglpatroner! Hver gang der bliver tændt op lyder det grangiveligt som om der letter en flok fasaner over trætoppene foran skyttekæden. Og hvis der er noget, jeg ikke kan døje - næst efter slankekure, trimning, dyrlæger, udstillinger og tyske jagtterriers, så er det altså skud! Nu vil jeg ikke ligefrem påstå at jeg er skudræd - jeg bliver bare så distraheret fra mine sysler, når der lyder sådan et højt knald. Selv agility kan jeg glemme alt om, når der skydes i brugshunderingen... Så da mine hyggelige eftermiddage i pejsestuen blev udsat for den slags, trak jeg mig planmæssigt tilbage. Ikke ti vilde heste skulle få mig til at blive et sted, hvor man i den grad blev forulempet! Så selvom min mormor forsøgte at bære mig tilbage i stolen, så fortrak jeg skyndsomst til stuen ovenpå - her er der da i det mindste fred og ro, selv om der ikke er nogen småkager...

Jeg kan forstå, at min deltagelse i gravprøvedebatten har vakt forargelse. Jeg troede ellers, at der var interesse for mine meninger rundt omkring i de små hundehuse. Men ytringsfriheden gælder måske ikke for ....

William

Tilbage