Williams hjørne

Æv. Min moster har fået en hvalp. Oliver hedder den, og er en irriterende klæbrig, stor og voldsom sag med rødgul pels og ravfarvede øjne. En toller, siger de, men det er ikke første gang jeg har set en nova scotia duck tolling retriever, så jeg ved heldigvis godt, hvad han er for en.

Heldigvis er det da ikke så tit, man skal belemres med et plejebarn. Men jeg må sige, at min daglige trummerum ikke er til hvalpe af den størrelse! Det var galt nok at man til tider skulle trækkes med mosterens unger i hele dage ad gangen - så var der kun én ting at gøre, nemlig at søge tilflugt i kælderen og se hvas ud, når de prøvede på noget. Det hjælper bare ikke noget med Oliver. Og så kommer han i øvrigt som regel i selskab med de to små tobenede...

Forleden var han specielt irriterende og ville hele tiden lege. Jeg plejer ellers at kunne klare ham med et brum og en løftet overlæbe, for at lege med en 15-kilos hvalp, når man snart er en 10 år ældre herre, det ligger nu alligevel under min værdighed. Ihvertfald så længe nogen ser på det... nå, men som sagt var han umådeligt irriterende, på trods af at jeg sad på min yndlingsstol nede i kælderen - lige ved siden af pejsen og med godt udsyn til haven og fortovet - og forsøgte at se uinteresseret ud. Uden større held. Så til sidst var der kun én udvej: jeg stak snuden i vejret og hylede ham ud af det. Højt og længe. Og så kan det nok være at forbavselsen stod malet i de ravgule øjne. Og at jeg fik fred!

William

Tilbage