Williams hjørne
Æv. Min moster har fået en hvalp. Oliver hedder
den, og er en irriterende klæbrig, stor og voldsom sag med rødgul
pels og ravfarvede øjne. En toller, siger de, men det er ikke
første gang jeg har set en nova scotia duck tolling retriever, så
jeg ved heldigvis godt, hvad han er for en.
Heldigvis er det da ikke så tit, man skal belemres med
et plejebarn. Men jeg må sige, at min daglige trummerum ikke er til
hvalpe af den størrelse! Det var galt nok at man til tider skulle
trækkes med mosterens unger i hele dage ad gangen - så var der kun
én ting at gøre, nemlig at søge tilflugt i kælderen
og se hvas ud, når de prøvede på noget. Det hjælper
bare ikke noget med Oliver. Og så kommer han i øvrigt som regel i
selskab med de to små tobenede...
Forleden var han specielt irriterende og ville hele tiden
lege. Jeg plejer ellers at kunne klare ham med et brum og en løftet
overlæbe, for at lege med en 15-kilos hvalp, når man snart er en 10
år ældre herre, det ligger nu alligevel under min værdighed.
Ihvertfald så længe nogen ser på det... nå, men som
sagt var han umådeligt irriterende, på trods af at jeg sad på
min yndlingsstol nede i kælderen - lige ved siden af pejsen og med godt
udsyn til haven og fortovet - og forsøgte at se uinteresseret ud. Uden
større held. Så til sidst var der kun én udvej: jeg stak
snuden i vejret og hylede ham ud af det. Højt og længe. Og
så kan det nok være at forbavselsen stod malet i de ravgule
øjne. Og at jeg fik fred!
William
Tilbage