Williams hjørne

Årets agilityhund, siger l? Jaee, øeeh... sagen er altså den, at det var en lang weekend i Herning og gulvet var glat og jeg havde sovet dårligt - nå, nej, Mor havde sovet dårligt, jeg havde sovet for længe - Der var osse ham Alf, som jeg var nødt til at gå og knurre a' hele tiden. Hvorom alting er - den sidste åben klasse-konkurrence, der desværre ikke talte med i regnskabet, den blev jeg nr. 2 i. Så Mor var jo lidt spændt, da vi nåede til finalen om årets agilityhund. De havde været meget reelle i opstillingen af finalisterne i kataloget. Der var en oversigt over de point, vi havde samlet sammen på de forskellige udstillinger. Ved mig stod der f.eks. bare en streg ud for Otterup og Brøndby. Jeg mener, man kunne jo tro at jeg bare ikke havde deltaget, ikk'? Og skrabet alle mine finalepoint til mig på årets to første udstillinger. Det havde jeg jo sådan set osse. Jeg blev bare disset både i Otterup og Brøndby. Fejl bane. De kunne squ' da osse ha' ladet være med at placere mine yndlingsforhindringer på steder, hvor jeg ikke sku' ta' dem...

 

Nå, men til finalen i Herning gik det ellers helt fint, indtil vi nåede tunnelen. For en gangs skyld var den - helt atypisk - rettet ud, og da jeg havde pisket igennem den (nok er man 7½ år, men derfor behøver man jo ikke at være langsom, vel?) og før jeg kunne nå at stoppe på det glatte gulv, så var Mor løbet videre - eller rettere tilbage igen. Sådan så det i ihvertfald ud for mig, så jeg satte mod tunnelen igen i et gevaldigt tempo. Her bagefter kan jeg svagt erindre, at hun galede noget efter mig, og da jeg kom ud af tunnelen igen, lå hun helt fladet ud på gulvet, med armene opgivende rakt i vejret. Underligt tidspunkt at smide sig ned på, syns jeg, sådan midt i konkurrencen. Men den var slut for den gang, for så gik vi ud. Disset igen. Så - det blev faktisk kun til en syvendeplads, tror jeg. Men hva' fan'. De andre skal vel også ha' en chance, ikk'?


William

 

Tilbage