Williams Hjørne

 

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg ikke er så ung, som jeg har været. Og man siger jo også, at man risikerer at gå i barndom på sine gamle dage. Men at det ligefrem skulle være nødvendigt med en babysitter til mig, det synes jeg måske lige er i overkanten...

 

Hvorom alting er - mormor og morfar skulle til guldbryllup, og eftersom jeg havde skrantet lidt turde mormor ikke lade mig være alene hjemme - hun ville aldrig tilgive sig selv, hvis hun kom hjem og fandt mig liggende død (tænk, det sagde hun!). Så min mor måtte tilbringe fredag aften med at være hundesitter. Det slap hun sådan set let fra, for hun sad ude på terassen hele aftenen og spillede Trivial Pursuit med en af sine venner. OK, hun kom da ind og kiggede til mig ind imellem, og sørgede også for at jeg ikke lå oppe mormors seng, da hun gik, for jeg er efterhånden nået dertil, at det altså er svært - ikke alene at hoppe op i en seng, men også at komme ned fra den. Ret beset er 14½ vel også en anseelig alder. Min mor siger som sædvanlig at jeg er for tyk, men se nu den magre jagthund til min bror, Laban - han holdt da ikke...

 

Nå, men jeg sov meget og var ret sløv, når jeg var vågen og havde slet ikke lyst til at spise i den periode (og er der noget, der gør min mormor bekymret, så er det det!) Hun havde så en mistanke om, at det kunne være tænderne, der var noget galt med, og der ramte hun præcist! Man kan altså godt få ondt i gummerne, når halvdelen af ens fortænder er knækket af , så jeg måtte til dyrlægen og få fjernet en flækket tand med betændelse, der havde spredt sig helt ned i kæben. For som dyrlægen sagde, så skal man jo ha' det godt på sine gamle dage, når man ellers er rimelig frisk. Og det kan jeg jo kun gi' ham ret i!

 

William

 

Tilbage