Williams hjørne

Atter engang har min hårpragt måttet vige for en fremadskridende nedmejning - med andre ord, jeg er blevet klippet. Og denne gang var jeg ikke ene om det, idet Bonzo, der efterhånden også har nået skelsår og alder, også kom under maskinen. Til overflod havde han medbragt den lille tyran Duncan, så jeg fortrak til soveværelset så hurtigt som muligt.

 

Men det at blive klippet er nu en fin ting. Nu er det kun hoved og ører, der skal have hårene trukket ud - resten får lige en gang med plæneklipperen, så er det klaret. Og når jeg selv skal sige det, så bliver det også ganske pænt. Selvfølgelig har jeg jo min smukke blå farve, der gør det lettere at forveksle en klippet med en trimmet pels. Bonzo, der er rød, blev ganske lys (og det var meget lettere at se hakkene på ham...). Bonzo skulle forresten til Borderstævne - personligt vil jeg ikke blamere mig ved at møde op sådanne steder, men Bonzo er i relativt god form, hvorimod min mor havde den frækhed at omtale MIG som ‘hængebugsvinet’. Fnys!. Siden har jeg hørt, at han var stævnets ældste, og dermed modtager af min vandrepræmie. Det under jeg ham, efter sådan en dag med ustandselige ture ind og ud ad ringen - godt det ikke var mig! Min mor har højtideligt lovet, at jeg har vist mig i en udstillingsring for sidste gang. Og det agter jeg at holde hende fast på, for er der noget, jeg synes er keeeedeligt, så er det at blive vist frem! Næh, kan jeg få lov til at tøffe rundt i skoven i mit eget tempo uden for megen forstyrrende indblanding fra ledsagerne, så er jeg godt tilfreds. Eller ligge hjemme i haven og holde opsyn med det hele, så uvedkommende kan få et vuf med på vejen. Det er et hundeliv, synes

William

 

Tilbage