Williams hjørne

Jeg - en jagthund

Her hvor debatten bølger om, hvorvidt en rigtig Border terrier er en jagthund eller ej, vil jeg naturligvis ikke undlade at blande mig i koret. Gammel og grå som jeg er, har jeg naturligvis erhvervet min titel som Dansk Champion inden reglen om bestået gravprøve før deltagelse i vinderklasse på udstilling blev indført, men jeg fik skam min gravprøve inden det sidste cert. blev hentet. Og min underjordiske karrieres højdepunkt kom, da jeg stod under overvejelse til et gravcert, men måtte trække det korteste strå og blive nr. 3 uden cert, men med 1. pr. Så jeg syns jo nok at jeg kan udtale mig med en smule vægt i denne sag, selvom min mor først fandt sig en jæger så sent i mit livsforløb, at mit udsmidningstal det virkelige liv begrænser sig til to ræve, der begge slap fra det med livet i behold.

 

For mig at se er problemet opdragelse. Der er naturligvis mange, der som min mor anskaffer sig en border uden at spekulere over, at de i virkeligheden køber en jagthund. Hun var ikke alene medlem af både Dyrenes Beskyttelse og Greenpeace, hun var også en heftig jagtmodstander, dengang for mange år siden. Alligevel købte hun en Border terrier, uden at ane hvad det kunne føre til. Og så var det op til mig at sørge for hendes omvendelse.

 

Vi startede i det små.

 

Ved et besøg hos den lokale trimmer på Østerbro, fik min mor at vide, at hun bestemt burde udstille mig, så yndig som jeg var. Så efter lidt overvejelser kom jeg til hvalpeskue og klarede mig rimeligt, i betragtning af den elendige handler hun var. Og så rullede lavinen! Ved et besøg på en rigtig udstilling opdagede hun, at jeg havde en kuldbror i Søborg, og da hun i mellemtiden havde studeret 'Hunden' grundigt, fandt hun ud af, at jeg skulle optræde på slap line sammen med brormand i den nye parklasse på årets forårsudstilling. Dengang var Laban og jeg unghunde, og vi legede fint sammen endnu.

 

Det var der skam også en dybere mening med, for det var hos Labans forældre, min mor fik sine første lektioner i, hvad det egentlig var for en hund hun havde købt. Så gik det slag i slag med ture til prøvegraven og træning, og vi kom skam også med på jagt sammen med brormand. Ganske langsomt lykkedes det mig at overbevise hende om, at det var hende, der havde taget fejl med hensyn til jagt og dyrebeskyttelse, og ikke mindst med hensyn til borderens sande jeg. Så efter 3 år i mit selskab havde hun meldt sig ud af dyreværnsforeningerne, taget jagttegn og blevet medlem af Sjællandske Prøveudvalg. Så der er noget at leve op til, venner! Vi ægte bordere må stå sammen, og ikke lade os spise a' med blot at blive betragtet som udstillingshunde, synes...


William



Tilbage