Williams hjørne

Så er det blevet efterår! Ikke at det rører mig, jeg ligger jo mest på sofaen og snuer, selvom min mormor her i sommerperioden til tider har været bekymret for mit intensive udeliv ‑ det har jo ikke været varmt hele tiden, og ‑ gigten, I ved...

Tænk, Hundekatten og lille Tikka er begyndt at gå på universitetet. Selv har jeg jo taget timer i både engelsk og retorik (især vejrtrækningsøvelserne var jeg god til), så jeg kan kun bifalde, at mit barn og hendes mor får tilført lidt almen dannelse ‑ man kunne til tider fristes til at mene, at det faldt på et tørt sted... At min mor så også har tænkt sig at slæbe det gamle hundegårdslem fra England med i de lærde kredse kan man undre sig over. Han må jo nærmest betragtes som et håbløst tilfælde, hvad dannelse angår ‑ letter ben indendøre og hvad ved jeg! Nu skal de ikke, som jeg, modtage undervisning, men blot deltage i administrative opgaver, men man kan da håbe, at den lærde atmosfære smitter lidt af ‑ det kunne ikke skade. Og så skal de jo også deltage på skift ‑ én hund ad gangen, for lissom ikke at overrende instituttet. Jeg kan godt misunde dem den daglige tur på Fælleden lidt ‑et herligt øde sted med masser at dufte og henslængte cykellig i forskellige grader af nedrustning.

Rygterne vil forresten også vide, at jeg selv skal betræde de røde klinker og Amager fælled i løbet af efteråret ‑ mine bedsteforældre skal nemlig til Firenze i 9 dage, og jeg skal passes hos mor. Så må englænderen blive hjemme så længe!

William

Tilbage