Williams hjørne

Så er det blevet efterår! Ikke at det rører mig, jeg ligger jo mest på sofaen og snuer, selvom min mormor her i sommerperioden til tider har været bekymret for mit intensive udeliv ‑ det har jo ikke været varmt hele ti­den, og ‑ gigten, I ved...

 

Tænk, Hundekatten og lille Tikka er be­gyndt at gå på universitetet. Selv har jeg jo taget timer i både engelsk og retorik (især vejrtrækningsøvelserne var jeg god til), så jeg kan kun bifalde, at mit barn og hendes mor får tilført lidt almen dannelse ‑ man kunne til tider fristes til at mene, at det faldt på et tørt sted... At min mor så også har tænkt sig at slæbe det gamle hundegårds­lem fra England med i de lærde kredse kan man undre sig over. Han må jo nærmest be­tragtes som et håbløst tilfælde, hvad dan­nelse angår ‑ letter ben indendøre og hvad ved jeg! Nu skal de ikke, som jeg, modtage undervisning, men blot deltage i administra­tive opgaver, men man kan da håbe, at den lærde atmosfære smitter lidt af ‑ det kunne ikke skade. Og så skal de jo også deltage på skift ‑ én hund ad gangen, for lissom ikke at overrende instituttet. Jeg kan godt misun­de dem den daglige tur på Fælleden lidt ‑et herligt øde sted med masser at dufte og henslængte cykellig i forskellige grader af nedrustning.

 

Rygterne vil forresten også vide, at jeg selv skal betræde de røde klinker og Ama­ger fælled i løbet af efteråret ‑ mine bedste­forældre skal nemlig til Firenze i 9 dage, og jeg skal passes hos mor. Så må englænde­ren blive hjemme så længe!

 

William

 

Tilbage