Williams hjørne
Så er det blevet efterår! Ikke
at det rører mig, jeg ligger jo mest på sofaen og snuer, selvom min mormor her
i sommerperioden til tider har været bekymret for mit intensive udeliv ‑
det har jo ikke været varmt hele tiden, og ‑ gigten, I ved...
Tænk, Hundekatten og lille
Tikka er begyndt at gå på universitetet. Selv har jeg jo taget timer i både
engelsk og retorik (især vejrtrækningsøvelserne var jeg god til), så jeg kan
kun bifalde, at mit barn og hendes mor får tilført lidt almen dannelse ‑
man kunne til tider fristes til at mene, at det faldt på et tørt sted... At min
mor så også har tænkt sig at slæbe det gamle hundegårdslem fra England med i
de lærde kredse kan man undre sig over. Han må jo nærmest betragtes som et
håbløst tilfælde, hvad dannelse angår ‑ letter ben indendøre og hvad ved
jeg! Nu skal de ikke, som jeg, modtage undervisning, men blot deltage i
administrative opgaver, men man kan da håbe, at den lærde atmosfære smitter
lidt af ‑ det kunne ikke skade. Og så skal de jo også deltage på skift ‑
én hund ad gangen, for lissom ikke at overrende instituttet. Jeg kan godt misunde
dem den daglige tur på Fælleden lidt ‑et herligt øde sted med masser at
dufte og henslængte cykellig i forskellige grader af nedrustning.
Rygterne vil forresten også
vide, at jeg selv skal betræde de røde klinker og Amager fælled i løbet af
efteråret ‑ mine bedsteforældre skal nemlig til Firenze i 9 dage, og jeg
skal passes hos mor. Så må englænderen blive hjemme så længe!
William