Til minde om William

Dennegang skulle William ha’ skrevet om ‘mormor og morfars’ indkøb af en cykeltrailer til at transportere ham og Beaufort til skoven, da de efterhånden var for gamle til at løbe med cyklen. Mormor og morfar skred til indkøbet fordi de selv trængte til motionen og var kede af at køre i bil på indkøb hver dag. Men sådan skulle det ikke være, og dette indlæg bliver enden på ‘Williams hjørne’.

 

William blev 15 år, 5 måneder og nogle dage. Varmt sommervejr har aldrig været hans stærke side, men da han var mere plaget end sædvanligt kunne dyrlægen konstatere at han havde fået vand i lungerne. Medicinsk behandling blev forsøgt, men der kom ingen bedring og det måtte så være slut.

 

 

William var min indgang til hundesport i almindelighed og til borderterriers i særdeleshed. I sin tid ville jeg ha’ en hund jeg kunne ha’ med i bussen og i en cykelkurv, og det måtte gerne være en terrier. Da jeg så faldt over en lille terrier, der mindede om en blandingshund jeg havde som barn, var jeg solgt. Jeg fandt en 4 mdr. gammel blå hanhund på Bornholm – han havde godt nok kun en sten, men hvad gjorde det? Jeg skulle jo bare ha’ en hund at hygge mig med. Der gik nu ikke mange dage før stenen var på plads, til stor fortrydelse for min mand, der havde glædet sig til at få halvdelen af købsprisen tilbage. Sådan skulle det ikke gå, William blev udstillet for sjov første gang, og blev ret hurtigt champion. Han bestod også som første borderterrier både LP1 og LP2, fik en førstepræmie i vinderklassen på gravprøve og blev uofficiel danmarksmester i miniagility i 1991. Senere flyttede vi sammen med en tysk jagtterrierhan som han absolut ikke kunne enes med, og det endte med at han – for sin egen sikkerheds skyld – skiftede opholdssted til mine forældre. Det var en hjerteskærende afsked, men da jeg samtidig havde fået fuldtidsarbejde og var væk hjemmefra i 10-12 timer dagligt, var det også til hans fordel at komme ud til et pensionistægtepar der kunne være sammen med ham hele dagen.

 

Det har til tider været frustrerende (hvad skal man finde på?) men også ret underholdende at skrive denne spalte, der i sin idé er tyvstjålet fra det svenske Border Terrier Bladet. Her slog en vis 'Malte' sine folder for mange år siden. Nu er det slut, og med mit eget ikke-eksisterende hundeejerskab – jeg er flyttet sammen med en hunde-allergiker – er det tvivlsomt hvor meget stof Terrier Nyt vil modtage fra min hånd fremover. Jeg har dog stadig en enkelt klo i hundeverdenen, idet jeg løber agility med en af mine hvalpe. Så måske føler jeg trang til at skrive om det en dag.

 

Ellers håber jeg at alle I, der har kendt William personligt eller gennem denne spalte vil sende en venlig tanke til en lille hund, der både var helt sin egen og samtidig var meget glad for mennesker – en lille hund, der kunne alt det en rigtig border terrier skal kunne og mere til, men først og fremmest en lille hund, der bragte glæde til dem, der var om ham til daglig.

Sissel

 

Tilbage