Tja - udover Hundekattens
sørgelige endeligt er der ikke sket voldsomt meget i min forholdsvis fredelige
hverdag. Jeg har fået et nyt gigtmiddel, der lader til at fungere
tilfredsstillende - bevares, det kniber med at komme op og ned ad trapperne, og
jeg skal da også helst bæres op i sengen, når jeg ligger i mormors fodende.
Men de falder fra, gør
de. Bonzo, der faktisk var yngre end mig er netop gået til de evige jagtmarker
efter at have vundet min pokal til stævnets ældste hund på det sidste
Borderstævne...
Til gengæld er den glade
englænder, som jeg deler hus og hjem med stadig frisk som en havørn, eller så
frisk som man kan forvente af en hund med hans begrænsede intelligens. Når han
bare får sin mad, sine kæl (han har til tider svært ved at acceptere, at jeg
er hjemmets ubestridte konge, og får mest opmærksomhed, når mor kommer og
besøger os) - og får lov til at kæfte op i tide og utide, så er han tilfreds. Men
der skal jo også være plads til dem, der synes at livet er let og ukompliceret,
synes
William