Williams Hjørne
Jeg er ved at være gammel. Ikke, at jeg er meget for at indrømme det, men det kniber sgu nogen gange med at komme ud af sengen om morgenen, og det er efterhånden lang tid siden, jeg har kunnet høre noget - for alvor. Min mor var lidt bekymret her i tirsdags, da hun sad lige ved siden af mig og råbte - uden at jeg reagerede.
Hun skulle hente ham den lille pestilens, der kom her søndag
eftermiddag. Duncan, hedder han, og hans mor skulle til Rusland - uden at tage
ham med. Det kan jeg godt forstå, for han løb omtrent rundt på
væggene her i vores kælderlejlighed. Håndværkerne er
stadig igang ovenpå, og dem tilbragte han gudskelov dagene med at gå
i vejen for, både mandag og tirsdag. Når ikke lige han legede vildt
med Beaufort, der trods sine snart 10 år opfører sig utilstedelig
ungdommeligt. Fnys!
Forhåbentlig lykkes, det for min mor at få sat
lidt skik pa ham - jeg har hørt, at ham tyskeren hjælper lidt til
med opdragelsen (jeg ved selv, at han er ret god til at brumme). Så noget
kan sådan en tysker altså bruges
til - det er jo rart at vide!
William