Williams hjørne
Så er det også blevet mig
forundt at se min mors nye hus –nu har hun også snart boet der i ½ år, så man
kan jo nok synes, at det var ved at være på tide.
Sagen var, at mormor og morfar
skulle op og hjælpe til med noget maling og syning, og så fik jeg allernådigst
lov at følge med, selvom jeg helst ikke opholder mig i 4‑hjulede
køretøjer i denne hedebølge. Men heldet var med os ‑ det var ikke for
godt vejr den dag. Faktisk blev det omtrent mørkt som natten midt på dagen, da
et gigantisk tordenvejr brød løs.
Men ellers er det da et ganske
rart sted, min mor har fået. Med masser af dyr ‑ jeg var med ude og se
besætningen af kaniner og høns. Fast placeret på mors arm ‑ der var vist
noget med, at Hundekatten var sluppet ud og havde decimeret bestanden af høns
en kende, og det var ikke populært ‑ men jeg kunne nu godt ha'tænkt mig
at prøve. Eller bare med en enkelt kanin. Hunde var der ikke mange af, kun
sølle fire. Det forlød, at min ærkefjende Alf ikke var mere. Jeg vil ikke
ligefrem påstå, at det smerter mig dybt, men det var nu alligevel en dum måde
at dø på ‑ grave sig ud under hegnet og løbe ud foran en bil. Fred være
med ham!
Min næse sagde mig, at stedet
også husede en anden hanhund ‑ af samme race som mig selv, viste det sig.
Men han var på damebesøg, så derfor blev det kun til 4 hjemmeværende hunde ‑
Hundekatten og vort fælles barn Tikka, tyskeren Stine og springeren Ivy.
Sidstnævnte fik lov at jage kaniner, fortalte hun. Men kun fra indhegningen og
ind i stalden. Personlig ville jeg nok have haft lidt svært ved at beherske
mig, men... hver sin opdragelse.
Jo, der var dejligt ude på
landet. Alligevel var jeg glad, da vi
igen pakkede os sammen i bilen og kørte hjem til mormor og morfar ‑der er
nu ikke noget som at være en forkælet, gammel enehund!
William