Williams hjørne

 

Så er det også blevet mig forundt at se min mors nye hus –nu har hun også snart boet der i ½ år, så man kan jo nok synes, at det var ved at være på tide.

Sagen var, at mormor og morfar skulle op og hjælpe til med noget maling og syning, og så fik jeg allernådigst lov at følge med, selvom jeg helst ikke opholder mig i 4‑hjulede køretøjer i denne hedebølge. Men heldet var med os ‑ det var ikke for godt vejr den dag. Faktisk blev det omtrent mørkt som natten midt på dagen, da et gigantisk tordenvejr brød løs.

 

Men ellers er det da et ganske rart sted, min mor har fået. Med masser af dyr ‑ jeg var med ude og se besætningen af kaniner og høns. Fast placeret på mors arm ‑ der var vist noget med, at Hundekatten var sluppet ud og havde decimeret bestanden af høns en kende, og det var ikke populært ‑ men jeg kunne nu godt ha'tænkt mig at prøve. Eller bare med en enkelt kanin. Hunde var der ikke mange af, kun sølle fire. Det forlød, at min ærkefjende Alf ikke var mere. Jeg vil ikke ligefrem påstå, at det smerter mig dybt, men det var nu alligevel en dum måde at dø på ‑ grave sig ud under hegnet og løbe ud foran en bil. Fred være med ham!

 

Min næse sagde mig, at stedet også husede en anden hanhund ‑ af samme race som mig selv, viste det sig. Men han var på damebesøg, så derfor blev det kun til 4 hjemmeværende hunde ‑ Hundekatten og vort fælles barn Tikka, tyskeren Stine og springeren Ivy. Sidstnævnte fik lov at jage kaniner, fortalte hun. Men kun fra indhegningen og ind i stalden. Personlig ville jeg nok have haft lidt svært ved at beherske mig, men... hver sin opdragelse.

 

Jo, der var dejligt ude på landet. Alligevel var jeg glad,  da vi igen pakkede os sammen i bilen og kørte hjem til mormor og morfar ‑der er nu ikke noget som at være en forkælet, gammel enehund!

 

William

 

Tilbage