Williams hjørne

 

Forandringer - findes der noget værre? Personligt syn's jeg det ikke. Ferie kan naturligvis være meget godt, men når man når til min alder, så er man nu bedst tjent med at blive i sofahjørnet, hvor man hører hjemme. Det er ihvertfald min mening! Så når omtalte sofahjørne pludselig bliver taget fra én, så er det lissom lidt svært at falde til ro - og det er sket for mig for nyligt.

 

Mormor og morfar maste og regerede og flyttede alle møblerne ud på terrassen - og det var altså før det blev forår, så jeg havde lidt svært ved at se, hvad de skulle derude. Alle tæpperne blev også rullet af, så der var slet ikke noget ved at komme i stuen mere - hverken tæppe, sofahjørne eller spisebord, hvor man jo altid kan sidde og se håbefuld ud - gabende tomt var der. Så kom min mor på besøg, sammen med manden og en fyr mere, som jeg svagt erindrer at have set før - og så begyndte balladen. En stor maskine blev startet inde på gulvet, propperne sprang og gulvet rystede. Jeg fortrak til kælderen, hvor min mor, det skarn, benyttede sig af lejligheden til at trække al vinterpelsen af mig. Selvom hun ved at jeg hader det. Ind i mellem tvivler jeg på, om hun overhovedet holder af mig længere... nå, men da det var overstået, var jeg glad igen, for bagefter er det jo meget rart at være blevet trimmet. Aftensmaden blev også indtaget i kælderen, og tænk! Dér skulle vi tilbringe det meste af tiden de næste 3-4 uger!!! Godt nok står der også en sofa, og ikke mindst min yndlingsstol, hvor jeg tilbringer nætterne. Men det er jo lissom ikke det samme, når man er vant til at kunne vælge lidt, vel? De gamle knoklede. Gulvet var høvlet af og skulle oliebehandles, træværket på væggene skulle slibes og males osv. osv. osv. Og mens alt det stod på, tog de ikke det mindste hensyn til min generelle utilfredshed med situationen. Jeg ved såmænd ikke engang om de bemærkede at jeg surmulede - de maste bare på med deres stuerenovering. Og jeg, der synes stuen var så hyggelig! Nu er det så lyst alt sammen, så man dårligt kan falde i søvn...

 

Men sofaen - den er da gudskelov kommet på plads igen. Og så er livet atter værd at leve!

 

                                                                                         William

 

Tilbage