Williams hjørne 3/91

 

Tænk, så lykkedes det mig alligevel at blive fotomodel! En fotograf ringede til min mor og sagde, at han skulle bruge en border terrier, der kunne sidde i et bilvindue med en avis i munden ‑ om hun mente, at jeg kunne det?

 

Selvfølgelig kan jeg det ‑ var jeg måske ikke til prøvefilming da Politiken skulle bruge små vakse hunde til deres TV‑reklame? At de så valgte en dværgschnauzer i stedet er jo deres egen skyld...

 

Nå, men vi myldrede ud til Texaco‑tanken i Virum ‑ det var Texaco, der skulle bruge billederne ‑ og min mor kæmpede i det meste af en time for at få mig til at se ud, lige som fotografen ville ha' det. Til sidst måtte de have en ind i bilen ved siden af mig for at skubbe på ‑ jeg mener hvorfor stå med poterne ud af vinduet, når man kan sidde ned?

 

Nå, men omsider lykkedes det da at få skuddet i kassen. Så havde jeg også scoret mig en hel pakke tørret kød og oversavlet to aviser. Nu venter jeg spændt på om billedet nogensinde bliver brugt...

 

 

 

William

 

Tilbage