Williams hjørne

Der kan nå at ske meget på to måneder, og her i huset er det liggende gæster, der bryder min hverdags behagelige monotoni. Nå ja, det er da meget hyggeligt at der er nogen her ‑ en gang imellem ‑ men det er da også meget hyggeligt når man igen får mormor og morfar for sig selv.

 

Først var det Beaufort ‑ det behagesyge Mufledyr ‑ der måtte evakueres fra hjemmet anledning af indtil flere parringslystne fruentimmere. Ham måtte jeg dele hjem med i mere end 14 dage, indtil han skulle udstilles og på damebesøg. Men det var såmænd også helt hyggeligt. Selv om han til tider forsøgte at få mig til at lege ‑ som om det var noget jeg gør med andre hanhunde (OK, jeg lod som om et par gange). Og tænk, om ikke han stak af i et ubevogtet øjeblik! Bedst som min mormor var ved at samle sig sammmen til indkøbsturen på parkeringspladsen, så han sit snit til at smutte bag det opklappede sæde og ud af fordøren uden hun opdagede det ‑ sandt at sige troede hun ikke at nogen hunde kunne komme ud den vej, eftersom undertegnede ikke har et taljemål der gør forcering af smalle sprækker muligt. Så da indkøbene var overstået, og jeg var ene hund i bilen da de kom tilbage, var der stor ståhej. Mufledyret var trisset afsted i sin egen lille verden, indtil et behjertet kvindemenneske havde afleveret ham til politiet, der ringede til min mor (han havde naturligvis navneskilt på). Hun var heldigvis syg, så hun kunne tage telefonen hjemme hos sig selv midt på dagen. Og så gik den vilde jagt med naboer, der satte seddel på døren hos mormor og morfar, som naturligvis stæsede rundt i byen efter Beaufort osv. osv. Til sidst lykkedes det da at få ham løsladt, og derefter passede de gamle lidt bedre på, når de forlod bilen og den åleslanke udbryderkonge forsøgte at komme fra bagsædet og ud på opdagelse, Tsk tsk!

 

Men alt det er noget tid siden, og den sidste liggende gæst var hans datter, min første kone. Hun har da heldigvis en ligeså afslappet holdning til tilværelsen som jeg selv ‑derfor kunne vi jo godt lege lidt ind imellem ‑ men desværre også en brist, idet hun er utroligt larmende. Hun piber hele tiden. Mmy mmy, gi' mig noget mad, mmy mmy, jeg vil ud, mmy, mmy, jeg vil ind... Dårlig opdragelse, det er hvad det er. Dengang vi boede sammen var hun slet ikke sådan. Men jeg er bange for, at hun er blevet noget forkælet af min far, efter hun blev alene med ham. Det er ikke sådan med enebørn! Dog har det aldrig sat sit præg på mig, der er en ualmindeligt velopdragen hund, når jeg selv skal sige det ‑ og jeg har da været enebarn i lange perioder af mit liv...

 

Siden sidst har jeg også holdt fødselsdag ‑ 11 år blev det til d. 28. februar. Så den stod på kogt kylling ‑ ikke så ringe på trods af manglen på lagkage. Og trods alle forholdsregler har jeg tabt mig. Det siger min morfar ihvertfald, og han vejer mig jævnligt. Men om det så bare er noget han siger for at gøre min mor fornøjet, det ved jeg nu ikke. Selv synes jeg at jeg er lige så smukt spækket som altid...

 

William

Tilbage