Williams hjørne

Suk! Så er jeg på slankekur igen. Selv mormor synes at 10 kg er for meget vægt til en 9-årig border. Og jeg, der ellers synes jeg er sådan en flot fyr, der da bestemt ikke kan tage skade af en lille mundsmag af et eller andet i ny og næ. Nu står den på dyrlægens slankefoder og en enkelt gulerod, hvis man er heldig. Er det måske noget at byde en hårdtarbejdende terrier i sin bedste alder? Jeg, der dagligt må sørge for at mine morforældre får motion i skoven eller ved søen, både på cykel og til fods. Det er ikke nemt at være mig! Ind imellem bliver det også for meget, eller måske skulle man snarere sige: for lidt. Som nu forleden dag, da jeg var i skoven med morfar. Hende min fraskilte kone, Bluey, var også med, og vi trissede rundt og snuste i skovbunden, som vi plejer. Så mødte vi en tæve i løbetid - som om det skulle være noget, fnyste Bluey. Jeg selv synes ellers det var spændende nok. Men vi skulle jo videre. Og da vi havde gået en halv times tid, mens jeg grundede over livets uretfærdigheder - slankekur etc. - fik jeg pludselig en idé. Jeg kunne jo løbe hjemmefra! Jeg mener, når jeg har været ude omkring i landet har der aldrig været mangel på mad, udleveret af venlige mennesker. Kage og leverpostejmadder på gravprøver, chokolade på jagt, guffer til agilitystævner og tørret lever på udstillinger. Så måske var det ikke så dårligt at prøve at klare sig selv. Som sagt, så gjort, og jeg luskede afsted på lette fjed. Bluey ville ikke med. Hun var sikker på at det ville blive alt for anstrengende, og hun er - mellem os sagt - ikke så meget for motion. Men hun kan også sagtens - med far på arbejde hver dag og hele kontorets kæledægge - det var i virkeligheden snarere hende, der skulle på slankekur! Nå, men jeg måtte så gå alene. Det sled godt nok noget i den dårlige samvittighed da morfar gik og råbte på mig, med desparationens overtoner i røsten. Men jeg gjorde mig hård. En slankekur er en alvorlig sag, og nu måtte de tage følgerne!

 

Det lykkedes mig da også at finde noget mad i skovbunden. Og vist var det herligt at føjte rundt i skoven, uden at skulle holde sig på synsafstand af sit menneske hele tiden, jo, det var virkelig en borders sande liv i pagt med naturen, jeg oplevede der i hundeskoven.

 

Men... hvad med Sofaen? Pludselig hørte jeg den kalde på mig. Det er ikke så blødt at ligge i blade og kviste, og koldt er det også i marts måned. Gigten skal man jo heller ikke spøge med, og i det hele taget var der efterhånden masser af gode grunde til at vende snuden hjemad. Måske savnede de én derhjemme? Måske havde de allerede ringet til mor og fortalt om mit forsvindingsnummer? Egentlig var det jo frygteligt flovt, sådan at stikke af. I min alder!

 

Heldigvis kendte jeg vejen hjem. Biler må holde tilbage når jeg kommer, og det gjorde de heldigvis også. Og da jeg sneg mig ind i haven efter halvanden time på egen pote, var der stor gensynsglæde. Såe - lad os se det i øjnene: Ude godt men hjemme bedst - slankekur eller ej!


William

 

Tilbage