Williams hjørne

 

Så er julen vel overstået (ja, når disse linier læses er det jo forlængst, men ikke nu, hvor jeg skriver, altså).

 

For Beaufort og mig var det en ret stille juleaften - mormor og morfar var alene hjemme, så vi fik da lidt julesul til de allerede velspækkede maver. Men anden juledag samledes hele familien - komplet med niecerne, der godt kan være lidt omkringfarende for et par gamle herrer som os - til julefrokost. Der er nu ikke noget som mormors små frikadeller...

 

Efter sådan et par timers venten under spisebordet og almindelig hurlumhej kan man godt blive lidt træt, og jeg, der ellers er ekspert i udpakning orkede ikke engang at hjælpe mor med hendes julegaver.  Et par halvhjertede krads i indpakningspapiret var, hvad det kunne blive til, så måtte jeg trække mig tilbage for at sove resten af aftenen (og hun måtte klare udpakningen helt selv - men det gik vist alligevel).

 

Ellers har vi naturligvis fået vores sædvanlige, daglige skovture i Bistrup Hegn. Her er der især en hund, vi holder meget af at møde, en sort Riesenschnauzertæve. Bevares - hun er meget stor og lidt for voldsom efter min personlige mening, men det bedste ved hende er også hendes mor. For hun har altid godbidder i lommen, så når Beaufort og jeg får øje på Riesenschnauzeren styrter vi straks hen til hendes mor og sidder pænt. Så falder der altid noget af.

 

Og sådan er der så mange af dagligdagens små fornøjelser, synes

William

 

Tilbage