Williams Hjørne

 

Det er såmænd ikke fordi der er sket det store i min lille verden siden sidst. Godt nok har vi haft årets fæleste aften - Nytårsaften - men det er lykkeligt glemt igen.

 

Så jeg må hellere fortælle en lille historie om Beaufort - I ved, ham englænderen jeg deler hjem med. Vi kommer jo i skoven hver dag - hundeskov, forstås - så vi kan få rørt de gamle stive lemmer (og få rørt bedsteforældrene med - de har skam kun godt af også at komme ud!). I hundeskoven går vi naturligvis uden snor, hvilket sommetider kan være et problem - når nu ørerne ikke er, hvad de har været og man går i sine egne tanker. For nogen gange sørger mormor og morfar ikke for at holde trit med mig, og så bliver jeg helt væk. Og når jeg nu ikke kan høre dem kalde sker det at de bliver bekymrede for mig...

 

Nå, dennegang gik jeg i nærheden og småsnuste som jeg plejer, da det pludselig var Beaufort de kaldte på. Jeg kunne se på dem at der var noget galt, og kom pludselig i tanker om, at jeg ikke havde set ham den brunmelerede siden vi havde passeret en grenbunke et stykke tilbage ad stien. Mormor begyndte at spørge forbipasserende med hunde, om de dog ikke havde set ham, og jeg blev ærlig talt også selv lidt nervøs. Jeg mener, Beaufort ER ikke jordens mest intelligente hund, og der kunne jo nemt ske ham noget, hvis han pludselig blev efterladt alene i skoven. Så jeg begyndte at hjælpe til med at lede.

 

Pludselig råbte morfar, at han havde fundet ham. Og hvor var fæet så? Ham, der aldrig lader en lejlighed gå fra sig for at råbe op i tide og utide? Jo, han stod musestille ved siden af grenbunken, hvor en gren havde sat sig ind under halsbåndet på ham, så han ikke kunne komme ud af stedet. Men gø? Nej da...

 

Sommetider er jeg bekymret for, hvordan det skal gå ham, når jeg ikke er her mere...

William

 

Tilbage