Williams hjørne

Julen er vel overstået, og jeg er forlængst vendt tilbage til de gamles madfade og pleje. Det huer mig vel! Ikke fordi det ikke gik ganske godt med at være på besøg hos min mor, hun er bare så forfærdelig påpasselig med, hvad jeg får at spise. Nå, der er ikke meget der er mere kedsommeligt at høre på end andre folks slankekure, så det vil jeg lade ligge.

 

Men jeg har jo været på skue. Hvalpe‑ og veteranskue i DKKs kreds 2, og det var noget af en nedtur, da man blev jaget ud i en bil sammen med Beaufort (det hedder ham englænderen, når man skal være flink) og Bille og lige troede den stod på skovtur. l stedet var det en af disse sportshaller med masser af larm og masser af hunde. Nå, vi havde et bur med, og Beaufort og jeg er efterhånden blevet så vant til hinanden at vi kunne ligge og snue derinde indtil det var tid til lidt afsluttende soignering.

 

Mens mor var inde med Beaufort (borderne var en stor race, fire klasser, fire hunde) lå jeg lidt og slappede af uden for ringsiden ‑ man skal jo ikke overanstrenge sig. Så da det blev min tur kunne jeg lige løfte hovedet og kigge på dommeren, hvilket skabte stor moro. Underligt nok. Når man nu er en ældre herre behøver man vel ikke at fare rundt på højeste gear, bare fordi man skal udstilles. Under alle omstændigheder syntes dommeren at jeg var en velholdt veteran, jeg fik ihvertfald lidt nips til at sætte hjem på amagerhylden. Nåja, det gjorde Beaufort altså også ‑ men han er jo også næsten tre år yngre end mig. For ikke at tale om Barney og Bille, der klarede hhv. baby- og hvalpeklassen uden anmærkninger.

 

Så skulle vi veeeeeeente igen. Men til sidst blev alle klar til den store ring. Vores dommer skulle dømme to gange og en anden dommer to andre gange. Først var det vores dommer. Inde i den lille ring var det jo gået godt nok, men jeg tror hun havde glemt at pudse brillerne, da hun skulle i store ring. Ihvertfald var det lissom om hun ikke kunne få øje på de bedste ‑ borderne altså. Så Barney måtte nøjes med én ting til hylden. Så var det den anden dommer. Han gjorde så til gengæld Bille til nr. 2, hvilket hun var vældig stolt af, forståeligt nok. Der var mange. Så kom vores dommer igen. Denne gang var der kun 7 Seniorer, men Beaufort blev alligevel kylet ud efter én omgang – det var det der med brillerne igen.

 

Endelig blev det min tur ‑ jeg mener, så kunne vi da snart komme hjem. Så var der også kun fire hunde tilbage i ringen, så jeg var sikker på at score noget spiseligt, og det er jo aldrig af vejen. Jeg travede af sted så godt som gigten tillod det, og den havde det da rimeligt den dag. Og så er jeg vældig dygtig til at stå, når jeg selv skal sige det. Hvem ville ikke være det, når der hænger en lækker bøfbid (af den slags, som man ikke har smagt i ugevis) foran snuden på én. Og dommeren placerede. Først den ene hund, så den anden hund, og så! ‑ den tredje, der heller ikke var mig. Så guddødemig om jeg ikke blev dagens bedste veteran! Så var det alligevel ikke så slemt, det der med at være på skue…

 

Et par dage efter begyndte jeg at hoste, så jeg nåede aldrig til juleskue i Køge. Godt det samme, for der ville de partout ha', at jeg skulle konkurrere med de andre champions. Og nok ser jeg godt ud af min alder, meen ‑ det ville vist ha' været spild af penge…

William

 

Tilbage