Julen er vel overstået, og jeg
er forlængst vendt tilbage til de gamles madfade og pleje. Det huer mig vel!
Ikke fordi det ikke gik ganske godt med at være på besøg hos min mor, hun er
bare så forfærdelig påpasselig med, hvad jeg får at spise. Nå, der er ikke
meget der er mere kedsommeligt at høre på end andre folks slankekure, så det
vil jeg lade ligge.
Men jeg har jo været på skue.
Hvalpe‑ og veteranskue i DKKs kreds 2, og det var noget af en nedtur, da
man blev jaget ud i en bil sammen med Beaufort (det hedder ham englænderen, når
man skal være flink) og Bille og lige troede den stod på skovtur. l stedet var
det en af disse sportshaller med masser af larm og masser af hunde. Nå, vi
havde et bur med, og Beaufort og jeg er efterhånden blevet så vant til hinanden
at vi kunne ligge og snue derinde indtil det var tid til lidt afsluttende
soignering.
Mens mor var inde med Beaufort
(borderne var en stor race, fire klasser, fire hunde) lå jeg lidt og slappede
af uden for ringsiden ‑ man skal jo ikke overanstrenge sig. Så da det
blev min tur kunne jeg lige løfte hovedet og kigge på dommeren, hvilket skabte
stor moro. Underligt nok. Når man nu er en ældre herre behøver man vel ikke at
fare rundt på højeste gear, bare fordi man skal udstilles. Under alle
omstændigheder syntes dommeren at jeg var en velholdt veteran, jeg fik
ihvertfald lidt nips til at sætte hjem på amagerhylden. Nåja, det gjorde
Beaufort altså også ‑ men han er jo også næsten tre år yngre end mig. For
ikke at tale om Barney og Bille, der klarede hhv. baby- og hvalpeklassen uden
anmærkninger.
Så skulle vi veeeeeeente igen.
Men til sidst blev alle klar til den store ring. Vores dommer skulle dømme to
gange og en anden dommer to andre gange. Først var det vores dommer. Inde i den
lille ring var det jo gået godt nok, men jeg tror hun havde glemt at pudse
brillerne, da hun skulle i store ring. Ihvertfald var det lissom om hun ikke
kunne få øje på de bedste ‑ borderne altså. Så Barney måtte nøjes med én
ting til hylden. Så var det den anden dommer. Han gjorde så til gengæld Bille
til nr. 2, hvilket hun var vældig stolt af, forståeligt nok. Der var mange. Så
kom vores dommer igen. Denne gang var der kun 7 Seniorer, men Beaufort blev
alligevel kylet ud efter én omgang – det var det der med brillerne igen.
Endelig blev det min tur ‑
jeg mener, så kunne vi da snart komme hjem. Så var der også kun fire hunde
tilbage i ringen, så jeg var sikker på at score noget spiseligt, og det er jo
aldrig af vejen. Jeg travede af sted så godt som gigten tillod det, og den
havde det da rimeligt den dag. Og så er jeg vældig dygtig til at stå, når jeg
selv skal sige det. Hvem ville ikke være det, når der hænger en lækker bøfbid
(af den slags, som man ikke har smagt i ugevis) foran snuden på én. Og dommeren
placerede. Først den ene hund, så den anden hund, og så! ‑ den tredje,
der heller ikke var mig. Så guddødemig om jeg ikke blev dagens bedste veteran!
Så var det alligevel ikke så slemt, det der med at være på skue…
Et par dage efter begyndte jeg
at hoste, så jeg nåede aldrig til juleskue i Køge. Godt det samme, for der
ville de partout ha', at jeg skulle konkurrere med de andre champions. Og nok
ser jeg godt ud af min alder, meen ‑ det ville vist ha' været spild af
penge…
William